Gå til hovedindhold
Hjem

Top menu

  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice

Main navigation

  • Kontakt
  • Lejrpladser
    • Nebel
    • Tipi
  • Kalender
  • Divisionen
    • Om divisionen
  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice
  • Bliv spejderleder
KLitdivision
Klitdivision
Klit Division

Referat fra divisionsrådsmøde 2023

Referat fra divisionsrådsmøde i KLITDIVISION

Den 12. april 2023 kl. 19.00 i ”Knakken” Vegendalvej 13, 7700 Thisted – vi serverede kaffe m.m.

Dagsorden:

1) Divisionschefen bød velkommen

 

2) Valg af dirigent og referent

Mads Agerholm valgt til dirigent og Jane Bauer valgt som referent

 

3) Beretning fra bestyrelse

Se bilag fra Divisionsrådschef Martin Krusell

Beretning godkendt!

Beretning for 2022 i Klit Division

I 2022 skulle vi endelig ikke tage os mere af Corona, men så skete der bare noget andet ude i verden der fik indflydelse på vores divisionsturnering. Vi have, sammen med de gode spejderkammerater i Vestjydske division planlagt en fed divisionsturnering i Klosterheden. Temaet var omkring besættelsen og modstandskampen der foregik i området. Kort inden DIVI, gik russiske styrker dog ind i Ukraine og derfor valgte vi i samråd med grupperne, at springe fra på krigstemaet. Vestjydske holdt fast i temaet og fik holdt en god divisionsturnering for deres spejdere. Det gik så godt, at de har meddelt de i 2023 gerne vil holde en for dem selv igen. Vi valgte at holde en alternativ DIVI 2022 på Nebel, hvor vi havde Skt. Georgs dag som tema i stedet. Dette var også en hyggelig turnering for alle spejderne og lederne i divisionen.

Til divisionsrådsmødet fik vi valgt nye medlemmer ind i divisionsledelsen, Jane, som har været med i divisionsledelsen i mange år, kom med igen og det var hårdt tiltrængt. Vi manglede en til at beklæde den mere administrative rolle og holde lidt styr på os andre og netop der er Jane ret god. Senere på året indsupplerede vi Nanna Bauer. Vi sagde samtidig tak for indsatsen i denne omgang til Grunda og Karina, som begge har siddet i divisionsledelsen i lang tid og gjort en stor indsats.

Ikke mindst i kraft af Janes indtræden har vi fået mere struktur i divisionsledelsen. Vi har fået fastlagt kalenderen i bedre tid og struktureret vores møder bedre. Vi har siden divisionsrådsmødet i alt holdt syv møder.

Sommerens store lejr, Spejdernes Lejr 2022 foregik i Hedeland mellem Roskilde, Greve og Høje Tåstrup. Grupperne i divisionen havde slået sig sammen i en fælles lejr under Klitmøllers mastesejl. Det var en god lejr og vi kunne hjælpe hinanden med lejrarbejdet. Igen i år boede vi i kvarter med de øvrige spejdere i Thisted Kommune, vi havde derfor et endnu bedre samarbejde med KFUM-spejderne i området og denne gang ser det ud til at holde ved – også mellem de store lejre.

I efteråret var vi derfor inviteret med til Thy Distrikt (KFUM) store efterårsløb. Vi deltog med en blandet patrulje fra Klitmøller og Thisted. De havde et godt løb og endte med at vinde trofæet foran næsen på de grønne spejdere, så nu må vi se om de vil have os med næste år

Foreløbig ser det sådan ud. Vi har længe, mellem korpsene i området, leget med tanken om at lave et større fælles arrangement og i efteråret blev det til konkret snak om et fælles forårsarrangement. Dette arbejde er nu godt i gang og er planlagt til foråret 2024. Der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra FDF, DGP, KFUM og DDS og tanken er, at det skal være et tilbagevendende løb hvert andet år.

Efter sommerferien inviterede vi divisionens spejdere til en kombination af grentræf og lederudvikling på Tandrup. Grentræf var efterspurgt af flere ledere og da vi samtidig gerne ville have gang i lederudviklingen, kombinerede vi de to ting, så spejderne blev ”passet” med Science-spejd, mens deres ledere kunne holde møde. Vi synes konceptet faldt i god jord og vi har valgt at arbejde videre med den form fremover.

Lederudviklingen blev der arbejdet videre med på det blå døgn i efteråret. Ledere og bestyrelser var samlet på Thy Event- og Naturcenter i Bjerget. Der blev arbejdet i patruljer i løbet af dagen som sluttede med en (efter spejderforhold) luksus-middag med efterfølgende lejrbåls fællessang. Søndag formiddag var der igen kamp om den gyldne pind. Jeg vil af hensyn til Klitmøller ikke gøre mere ud af hvem der vandt (igen) i år.

Efter Blåt Døgn var det planen vi ville arbejde med divisionens udvikling og udviklingsplan. Her blev vi ved et lykketræf hjulpet godt på vej. Dorthe, som er startet som leder i Klitmøller var nemlig i gang med en coaching-uddannelse og havde brug for et team at coache. Det var med en kort tidshorisont og vi synes egentlig ikke vi havde det store overskud til det, men tilbuddet var så tillokkende at vi ikke kunne sige nej. Vi havde derfor et forløb over fire sessioner af 3 timer hvor vi mere eller mindre fik formuleret det i nu kan se som udviklingsplanen. Den kan derfor godt virke sværere at gå til for uindviede end den tidligere har været. Til gengæld giver den meget mere mening for os, som skal arbejde med den, så det håber jeg i kan bære over med i denne omgang.

I november deltog vi desuden i korpsrådsmødet i Billund med en blandet flok at KRM-”debutanter” og –”veteraner”. Vi har generelt været imponeret over korpsledelsens arbejde de seneste år og i år var ingen undtagelse. Vi kan igen se frem mod en sundere økonomi i korpset og de nye vedtægter krævede kun mindre justeringer. Ud over det formelle på programmet blev divisions-netværket også styrket og det virker til der er vilje til at fortsætte med at arbejde for bedre divisionsarbejde i korpset generelt.

 

Til sidst en stor tak til alle ledere, bestyrelser og spejdere i grupperne. Tak til ”Juntaen”, som er dem, der sørger for vores lejrpladser kører videre i god stand. Dette er til stor glæde, både for os selv og vores spejdere, men også for de mange andre, som benytter pladserne igennem året. Selvfølgelig også en tak til divisionsledelsen og alle dem, der ellers giver en hjælpende hånd.

Martin Krusell Nielsen, DC

 

4) Fremlæggelse af årsregnskab for det foregående år til godkendelse

Se vedhæftede bilag fra kasserer Martin Eigenbroth

Regnskab godkendt!

 

5) Behandling af indkomne forslag

Ingen indkomne forslag. Men vi evaluerede sidste års indkomne forslag vedr. at undlade at slå græsset på en stykke af pladserne på begge lejrpladser. Konklusion på dette er at vi bliver nød til at slå en gang årligt, ellers får vi skov på stedet ret hurtigt. Der skal snart slås inden det vokser yderligere.

 

6) Fremlæggelse af udviklingsplan til vedtagelse

Se vedhæftede bilag! Vedtaget.

 

7) Fremlæggelse af budget, herunder kontingent, for det kommende år til vedtagelse

Se vedhæftede fil.

Kommentarer:

- Vi er ved at få lagt vand ind på lejrpladsen tandrup og dropper derefter egen brønd. Derudover er vi i gang med at lave ny gangbro ned til søen.

- Vi har desværre ikke så mange bookinger på pladserne i år. Vi kigger i øjeblikket på hvordan vi får øget kendskabet til lejrpladserne. Vi vil gerne markedsfører pladserne i Tyskland og på efterskolerne.

Der blev opfordret til at benytte sig af muligheden med at tage på kursus på divisionens regning.

Budgettet godkendt.

 

8) Fastsættelse af antal pladser i enhedens bestyrelse

Divisionsledelsen foreslår at vi gerne vil fortsætte med at være 7 i bestyrelsen.

Vedtaget!

 

9) Valg til bestyrelsen

- Valgene til divisionschef(er) og kasserer er direkte valg, der skal gennemføres særskilt inden valg af øvrige medlemmer. DC Martin Krusell på valg (genopstiller). Kasserer Martin Eigenbroth (ikke på valg)

Martin Krusell genvalgt som divisionschef.

-Derefter valg til øvrig divisionsledelse

På valg: Lind Glintborg Hansen (genopstiller), Søren Klemme (genopstiller), Heidi Nielsen (genopstiller ikke).

Lind og Søren genvalgt

Ikke på valg: Jane Bauer og Nanna Bauer Nygaard Jørgsensen

Giv endelig lyd hvis du kunne have lyst til en plads i divisionsledelsen!

Nyvalgt Dorthe Bukh

 

10) Valg af revisor og evt. revisorsuppleant

Birger Hansen genvalgt

 

11) Valg af to stemmeberettigede til korpsrådet

Martin krusell og Mads Olsen

 

12) Eventuelt

 

Grunda fortæller at de i nationalparken arbejder på at give lov til de små udvidelser af parken. For os betyder det at lejrpladsen Nebel kommer med, når de er klar til det.

Martin Eigentbroth fortæller om hans arbejde i folkeoplysningsudvalget. Vær OBS på folkeoplysningsudvalget udviklingspulje. Pengene er til nye aktiviteter.

Og derudover opfordre han til at blive god til at søge diverse puljer, da der er mange penge at hive hjem uden mange timers arbejde.

Filer

Referat fra divisionsrådsmøde 2023
Udviklingsplan 2023-2024

Kontakt

Klit Division
Krænhavs Sti 6
7700 Thisted
Danmark

spejderpenge@gmail.com

Følg os på

Læs vores cookiepolitik her

En del af

Det Danske Spejderkorps logo